Anmeldelse i Kristeligt Dagblad den 31. december 2012.

En kvindes død som 58-årig af cancer forekommer endnu mere tragisk, når dødsfaldet kunne være undgået eller i det mindste udskudt af den rette behandling. Denne op­levelse af meningsløshed har fået Ib Baagøe til at skrive en dokumentarisk fortælling om sin kones sygdom og død, og dermed vender han følelsen af afmagt til en aktiv kritik af en efter hans mening forfejlet behandling og et mangelfuldt behandlingssystem.

Efter indledende kapitler, hvor forfatteren præsenterer sig selv, sin kone, Lone, og deres ægteskab, går han i de­taljer med sygehistorien. Be­skrivelsen suppleres med ci­tater fra journaler fra den før­ste indlæggelse på Holbæk Sygehus i 2003 over et ophold på Rigshospitalet til Lones død på Nykøbing Sygehus' hospiceafsnit i 2004.

En af Ib Baagøes pointer i sin kritik af især Holbæk Sy­gehus er, at man af økonomi­ske årsager ikke tilbød Lone de undersøgelser, der var re­levante for en diagnose. Det gælder især en MR-scanning af rygsøjlen, hvor hun havde kraftige og vedvarende smer­ter. Undladelsen kostede bå­de økonomisk og menneske­ligt dyrt. Dertil kom, at læger­ne bagatelliserede hendes symptomer og søgte at forklare dem ved for eksempel at påstå en alkoholisme, som ikke fandtes. Fejlskøn og mangelfulde diagnoser gik videre i systemet, fordi læger­ne dækkede over hinanden. Først sent i forløbet blev den rette diagnose, cancer i ryg­søjlen med metastaser til hjernen, erkendt. Og først på Rigshospitalet fik patienten en seriøs og medmenneskelig behandling.

Også spørgsmålet om aktiv dødshjælp rejses. Ægtefæl­lerne har også før sygdom­men været fortalere for døds­hjælp som det mest barm­hjertige og værdige ved uhel­bredelig sygdom, og de har lovet hinanden at medvirke, hvis det blev aktuelt. Afliv­ning, kalder forfatteren det, fordi han ønsker ærlighed omkring det og netop kritise­rer den passive, danske udga­ve af dødshjælpen for at være hyklerisk. Det kommer dog til, så vidt jeg kan se, på Ny­købing Sygehus at foregå in­den for lovens rammer og samtidig med respekt for pa­tientens lidelser og syns­punkter.

Ib Baagøes dokumentari­ske fortælling er naturligvis et subjektivt partsindlæg og kan ikke stå alene. Men den fortjener med sin ihærdige og underbyggede udredning at blive læst og indgå i den of­fentlige debat om vores sund­hedsvæsen. Det er fortsat nødvendigt at blive mindet om, at fejl sker, og at hospi­talssystemets lydhørhed over for kritik er den bedste fore­byggelse.

VIBEKE BLAKSTEEN kultur@k.dk

---